Ændret omkostningsmodel og prisnedsættelse

Ændret omkostningsmodel og prisnedsættelse

Siden etableringen af Investeringsforeningen Stonehenge i 2010 har det været et vigtigt princip for os at sikre gode stabile afkast og fair omkostninger. Honorarerne til foreningens investeringsrådgiver, Stonehenge Fondsmæglerselskab, har derfor været afkastafhængige. Når vores investeringer har klaret sig godt, har du som investor derfor betalt en højere omkostning, end når der har været negativt afkast. Eventuelt negativt afkast skulle tjenes ind igen, før der igen skulle betales afkastafhængigt honorar. I gennemsnit har du betalt et honorar på niveau med markedet, men mere i de gode år og mindre i de dårlige.

På den måde opnåede vi fælles interesser mellem vores investeringsrådgiver og dig som investor. Det synes vi er et fair og godt princip.

Ny EU-lovgivning betyder desværre, at vores brug af afkastafhængige honorarer er blevet besværliggjort og sandsynligvis heller ikke længere er lovlige pr. 1. januar 2022. Derfor har vi ændret honorarmodellen til en fast honorarmodel pr. 1. januar 2022. Det vil sige, at foreningen fremover betaler Stonehenge Fondsmæglerselskab den samme sats, uanset hvordan investeringerne klarer sig.

Til gengæld svarer det nye faste honorar til en prisnedsættelse i forhold til det faktiske historiske honorar inklusiv afkastafhængigt honorar.

De nye faste satser er 1,60% for Stonehenge Globale Valueaktier og 1,30% for Stonehenge Value Mix. Disse satser er lavere end det faktiske historiske bruttohonorar til Stonehenge Fondsmæglerselskab inklusiv udbetalt afkastafhængigt honorar. BI Management har estimeret denne sats til 1,76% for Stonehenge Globale Valueaktier og 1,33% for Stonehenge Value Mix baseret på perioden fra 1. januar 2013 til 30. juni 2021.

Aftale om stordriftsfordele

Derudover har vi aftalt en automatisk prisnedsættelse i takt med at foreningens formue vokser, sådan at du som investor er sikret stordriftsfordele. Du kan læse de nøjagtige satser i foreningens prospekt.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Investeringsforeningen Stonehenge