14. oktober 2016
Det amerikanske præsidentvalg fylder aktuelt en del i mediebilledet, og du er måske bekymret for, om valget får negativ indflydelse på dine investeringer? Vi er ret sikre på, at du ikke behøver at bekymre dig.
For det første har meningsmålingerne længe indikeret, at Hillary Clinton vinder. Efter den seneste præsidentdebat er hendes forspring nu blevet så stort, at det bliver meget svært for Donald Trump at indhente hende. Finansmarkederne har i vid udstrækning allerede taget højde for, at Clinton bliver den nye præsident. Hvis det går som ventet, vil selve valget derfor næppe påvirke aktiemarkedet nævneværdigt.
Hvis Donald Trump mod forventningen vinder, vil finansmarkederne muligvis reagere negativt de første par dage, da mange investorer er meget bekymrede for hans uforudsigelige stil og usædvanlige politik. Vi tror dog, at uroen vil blive kortvarig og slet ikke på niveau med udviklingen i dagene efter Storbritanniens overraskende nej til EU. Præsidentens magt er nemlig ret begrænset i praksis. Kongressen vil utvivlsomt nedstemme alle Trumps kontroversielle forslag, uanset om det bliver Demokraterne eller Republikanerne som opnår flertallet. Vi frygter derfor hverken en handelskrig eller en reel krig, selvom Trump bliver præsident. Til gengæld er der stor sandsynlighed for, at Trump vil få gennemført markante finanspolitiske lempelser, hvis Republikanerne samtidig fastholder flertallet i kongressen. Og finanspolitiske lempelser kan faktisk vise sig at være særdeles positivt for aktiemarkedet.
Virksomhedernes indtjening er af forskellige årsager faldet det seneste halvandet år – både i USA og på globalt plan. Nu ser det imidlertid ud til, at indtjeningen atter er stigende og måske vil stige 10-20% næste år. Det lover rigtig godt for aktiekurserne og er meget vigtigere for aktiemarkedets fremtid, end om det bliver den ene eller den anden kandidat, som vinder præsidentvalget. Så vi mener, at du stadig kan sove trygt om natten.