16. marts 2017
Onsdag den 15. marts var en rigtig god dag for dem der – som os – ser optimistisk på udsigterne for aktiemarkedet.
For det første fik Geert Wilders og Frihedspartiet kun en beskeden fremgang ved parlamentsvalget i Holland. I de seneste måneder har mange aktieinvestorer ellers frygtet, at Frihedspartiet ville gå markant frem. Frihedspartiet er modstandere af EU og gik blandt andet på valg med et løfte om en hollandsk EU afstemning. En stor sejr til Frihedspartiet ville derfor uundgåeligt have øget frygten for, at EU modstanderen Le Pen også sejrer ved det snarlige franske præsidentvalg. Som det gik fik Frihedspartiet dog kun 20 mandater svarende til 13,1% af stemmerne. Det har effektivt fjernet risikoen for en hollandsk EU afstemning i den nærmeste fremtid, men sender også et klart signal om, at protestpartierne ikke automatisk vinder samtlige valg, bare fordi Brexit og Trump blev en realitet. Vi så i forvejen en relativ lav risiko for, at Le Pen vinder valget i Frankrig – og resultatet af valget i Holland har umiddelbart styrket denne vurdering.
For det andet hævede den amerikanske centralbank renten og det blev fejret som en decideret god nyhed på det amerikanske aktiemarked. Også selvom centralbanken samtidig signalerede, at der er udsigt til yderligere 2-3 renteforhøjelser senere i år. Det er ellers ikke mere end 1½ år siden, at enhver snak om renteforhøjelser straks fik finansmarkederne til at skælve og aktiekurserne til at falde. Nu er vi så nået dertil, hvor en renteforhøjelse og klare signaler om yderligere forhøjelser bliver opfattet positivt. Den positive reaktion hænger utvivlsomt sammen med, at aktiemarkedet var ”bange” for noget værre, men uanset hvad kan vi konstatere, at psykologien på markedet tydeligvis har ændret sig. Vi ser det som et tegn på, at investorerne endelig begynder at betragte glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt, og det lover godt for udviklingen på aktiemarkedet på længere sigt.